Debatmøde arrangeret af Dansk Selskab for Tibetansk Kultur. Foredrag ved ved Søren Christian Lassen

De to store verdensreligioner buddhisme og islam kan virke som skarpe modsætninger. Er modsætningsforholdet reelt, eller skyldes det fastgroede fordomme? Dette foredrag falder i to dele: først gives en oversigt over muslimers tilstedeværelse i det tibetanske kulturområde, der går hundreder af år tilbage. Anden del diskuterer forholdet mellem de to religioner i nutiden.

Muslimer i Tibet
Både buddhismen og islam er ekspansive, missionerende religioner. Det følger af, at de begge hævder at henvende sig til alle mennesker uden hensyn til nationalitet el.lign. Dermed er det også en del af deres selvforståelse, at de ikke er bundet til en bestemt nation, såsom jødedommen, eller et bestemt landområde, såsom hinduismen, men er deciderede verdensreligioner. Når en religion mener at henvende sig til alle mennesker, bliver den uvilkårligt missionerende, og det har både buddhismen og islam været på forskellig måde gennem deres historie.
          Buddhismen blev udbredt til den tibetanske højslette i 600-tallet under kong Song Tsen-gampo, der døde i 650. Det var nærmest præcis samtidig med islams udbredelse i Centralarabien under Muhammad, der døde i 632. Hvor buddhismen blev udbredt til store dele af Asien over en periode af mange hundrede år, ekspanderede islam på bemærkelsesværdig kort tid: inden for 25 år efter Muhammads død erobrede de islamiske arabere kolossale landområder – hele Mellemøsten, Ægypten, Kaukasus og Perserriget indtil Centralasien. Erobringerne fortsatte, og i 711 havde de arabiske hære nået i den ene ende Spanien, og i den anden ende Indien indtil Indus-floden. Denne enorme statsdannelse var oprindelig arabisk, men udviklede sig hurtigt til at være multinational, og muslimske samfund tilpassede sig i det meste af Asien lokal kultur og sprog, samtidig med at der skete en islamisering i nogle af samfundene. Ekspansionen var i begyndelsen en erobringskrig, der på én gang udbredte arabisk herredømme, arabisk sprog og islamisk religion, men den ændrede karakter i Asien – i Indien blev den således primært til udbredelsen af muslimsk politisk herredømme. Andre steder i Asien blev det derimod til udbredelsen af islamisk kultur og religion som en slags forbilleder for lokalbefolkningen, såsom i Indonesien og senere Kina, uden at man opnåede politisk herredømme. Arabisk blev ikke udbredt i Asien som andet end religionens sprog, men persisk, urdu og flere andre sprog har overtaget det arabiske alfabet. Den regulære politiske ekspansion standsede i første omgang ved Persien og Centralasien – frem til Kinas og Tibets grænser, men kom i anden omgang, fra år 1000, til Indien, som blev erobret, hhv. koloniseret over en periode af flere hundrede år.
          Der findes ikke meget historisk viden om islams tidlige udbredelse i Tibet – kilderne er sparsomme. Forskellige rejseberetninger fortæller om kontakter mellem arabiske hære og tibetanske herskere, hvoraf nogle endda hævdes at have antaget islam. Alt tyder på, at kilderne her mener det såkaldte ’Lille Tibet’, dvs. det nuværende Ladakh og Baltistan. Muslimerne var ikke i stand til at invadere Tibet fra Nordindien over Himalaya, først da Kashmir var blevet islamiseret i 1300-tallet blev det muligt at foretage togter ind i Tibet. I 1500-tallet ser der ud til at være sket en form for invasion i Lille Tibet – dvs. bl.a. Baltistan – som derpå blev islamiseret, og i 1533 forsøgte en hærfører at trænge frem til Lhasa, men nåede ikke så langt. Det ser ud til, at Baltistan og omliggende områder indtil slutningen af 1500-tallet var en del af Tibet – sprogligt, kulturelt og religiøst – men at de på grund af muslimsk herrredømme og gradvis islamisering blev koblet fra.
          I overensstemmelse med de nuværende politiske forhold finder vi altså tibetanske muslimer fordelt på mindst tre moderne stater:
1) Baltistan, der udgør det absolut nordligste eller nordøstligste område i Pakistan og grænser op til Sinkiang og Tibet. Det har siden 1947 været en del af Northern Territories, der er direkte styret af centralregeringen i Islamabad. Befolkningen er helt overvejende muslimer af tibetansk oprindelse.
2) Kargil, der tilsvarende er det nordligste og mest afsides område i det indiske Kashmir. Det tilfaldt oprindelig Pakistan i 1947, men blev siden erobret af indiske tropper. Befolkningen er her ligeledes af tibetansk oprindelse og overvejende muslimer. Den indiske delstat Kashmir har som helhed muslimsk flertal, men i Ladakh ’division’ er flertallet buddhister. Dette område har to distrikter: Leh, der har ca. 85 % buddhister, og Kargil, der har ca. 85 % muslimer.
3) Muslimer i selve Tibet:
          a) Kashmiri (kache) Den største og bedst kendte gruppe muslimer er oprindelig indvandret fra Indien, ifølge overleveringen ankommet under den 5. Dalai Lama (1647-82). Fra mundtlig tradition er der i flere versioner bevaret en interessant legende om en islamisk hellig mand fra Indien, Khayr al-Din, der konkurrerede i magi med Dalai Lama. Legenden siger, at Dalai Lama så muslimen fra Potala-paladset, idet han udførte sin rituelle bøn (middagsbønnen), og han sendte en budbringer for at bede ham komme, så han kunne møde ham, men Khayr al-Din nægtede. Så besluttede Dalai Lama sig til selv at drage ud for at møde ham, men da helgenen så ham komme, forvandlede han sig til en due og fløj mod Indien. Dalai Lama forvandlede sig derpå til en høg og forfulgte ham, og de nåede begge et bjerg lidt nord for Nepal. Khayr al-Din vendte sig mod Dalai Lama og sagde: – Du har nået grænsen for dit territorium, vend nu om, ellers vil din styrke forsvinde. Dalai Lama stoppede, helgenen forrettede sin eftermiddagsbøn og fløj derpå hjem mod Indien. Hjemme i hans kloster i Patna skulle sufierne i gang med deres solnedgangsbøn, men deres leder – shaykh – bad dem vente lidt, for en gæst var på vej. Helgenen ankom og nåede at forrette sin bøn sammen med de andre sufier. Efter bønnnen kyssede han sin shaykhs hånd, men denne sagde: – Du har begået en stor fejl. Hvis du havde mødt Dalai Lama, ville han være konverteret til islam, og dermed ville hele landet være blevet muslimsk. Men Guds vilje er sket. Helgenen bad om tilladelse til at rejse tilbage, men fik den ikke. I en anden version konverterede Dalai Lama virkelig til islam, men holdt det hemmeligt af frygt for sin regerings reaktion. Derfor var han så venlig over for muslimer. I endnu en version afskød Dalai Lama fire pile fra vinduet i Potala-paladset, og det kvadrat, der blev indrammet af skuddene, tilfaldt muslimerne, hvor de frit kunne bosætte sig.
          Der findes utallige sufi-legender fra Indien af samme type – en sufi bemægtiger sig et bestemt sted efter konkurrence i magi med en lokal religiøs leder eller troldmand. Ofte medfører sufiens sejr, at troldmanden eller herskeren konverterer til islam. Ifølge den franske islamforsker Marc Gaborieau, der har oversat disse legender, er den såkaldte Dalai Lama i legenden her en legemliggørelse af tre forskellige skikkelser: reinkarneret guddom, magiker og konge. Legenden om Khayr al-Din kan nødvendigvis ikke slutte med total sejr for muslimen (da Tibet aldrig blev muslimsk), og den kan ses som en mytologisk historieskrivning. Kashmiri-muslimerne fortæller deres historie og bosætning i Tibet som en symbolsk sejr over de lokale magthavere, takket være deres sande gud. Endvidere kan man tænke på den velkendte tibetanske legende om Padmasambhava, der overvandt lokale dæmoner, der han skulle bygge Samye, det første kloster i Tibet. På tilsvarende måde besejrer han her den tidligere religion og indtager stedet.
          Kashmiri-muslimerne var bosat i Lhasa og flere provinsbyer som handlende. I 1959 var deres antal nogle få tusinde, hvoraf de fleste flygtede til Indien og forsøgte at få statsborgerskab. I Tibet blev de betragtet som indere, men i Indien blev deres ønske om statsborgerskab afvist, og de endte i en flygtningelejr. Nogle hundrede blev tilbage i Tibet, og mange er siden vendt tilbage. Under kulturrevolutionen fik de en hård medfart, da islam blev lige så undertrykt som buddhismen, men de har det angiveligt nu bedre.
          b) Kinesiske muslimer (gya kache). Denne gruppe er ankommet senere, formentlig i begyndelsen af 1700-tallet. Der er ikke meget viden om dem før 1959, hvor de ikke flygtede, men det var en noget mindre gruppe end kashmiri. I de senere år er der i forbindelse med den store indvandring fra Kina også sket en indvandring af kinesiske muslimer, hvor der nu skal findes adskillige tusinde i Lhasa alene. Der skal være et spændt forhold mellem dem og de ’oprindelige’ kinesiske muslimer.
          c) Gharib. Endvidere har der, i hvert fald inden 1959, fandtes en ganske lille gruppe muslimer kaldet gharib, der på arabisk betyder ’fattig’. De har svaret til deres navn, da det var en socialt meget lavtstående gruppe, der klarede sig som tjenestefolk o.l.
          Samlet set var tibetanske muslimer kraftigt påvirkede af tibetansk kultur, gik i tibetansk klædedragt og betragtede Tibet som deres hjemland. Det er ofte sket, at kashmiri-muslimer giftede sig med tibetanere, som så blev muslimer. Betegnelsen ’tibetanske muslimer’ skal ikke sløre, at der tilsyneladende ikke har været nogen etniske tibetanere, der har konverteret til islam – bortset fra gennem ægteskab. Situationen er analog med Kinas generelle minoritetsforhold, hvor ’muslimer’ identificeres med bestemte etniske grupper, der næsten alle lever i Kinas randområder.

Buddhisme og islam i nutiden
Blandt tilhængerne af de to religioner buddhisme og islam findes en række negative billeder af modparten:
• Mange buddhister mener, at det var muslimerne, der fordrev buddhismen fra dens hjemland, Indien. Reelt var det formentlig tale om, at muslimerne skubbede til et læs, der allerede var ved at vælte. Muslimske hære erobrede Nordindien i 1000- og 1100-tallet, men buddhismen var på det tidspunkt stærkt svækket i Indien, særligt på grund af den brahminske traditions filosofiske ’genoprustning’ med bl.a. Shankara (d. 820). Desuden var den indiske buddhisme præget af synkretisme, dvs. religionsblanding. Som religion fremstår islam desuden for mange buddhister som krigerisk og intolerant, og muslimer som fanatiske og lidet spirituelle. Buddhismen er opstået som en reformbevægelse inden for hindu-traditionen, og den har ikke været forberedt på at forholde sig til religioner, der formulerer deres verdensbillede så anderledes som islam gør..
• Mange muslimer mener, at buddhismen er en slags overtro, der på den ene side indeholder tilbedelse af en lang række hedenske guddomme, og på den anden side er regulær ateisme. Begge dele er stærkt fordømt i islamisk dogmatik. Islam er opstået i nær tilknytning til jødedom og kristendom, og disse to religioner regnes af muslimer for nærtstående, og jøder og kristne kaldes ’bogens folk’. Andre religioner blev oprindelig klassificeret som ’afgudsdyrkelse’. Dermed har muslimer også har haft svært ved at forholde sig til en religion som buddhismen, der passer dårligt ind i det system. Som et kuriosum kan det nævnes, at ordet ’Buddha’ er indgået i persisk som bud, hvor det betyder ’afgud’. Budparast på persisk betyder ’afgudedyrkelse’, det samme ord finder vi i moderne tyrkisk som putperest, men forbindelsen til buddhismen (der på tyrkisk hedder budizm) er her helt glemt.
          Disse gensidige fordomme er primært historisk begrundede og stammer særligt fra tider med langt skarpere konfrontation mellem religionerne, end der reelt finder sted i dag. I trossætninger, lære og praksis er de to religioner fortsat meget forskellige fra hinanden, men alligevel finder vi i nutiden buddhistisk-muslimsk sameksistens mange steder i verden. På Sri Lanka er det muslimske mindretal således allieret med de buddhistiske singhaleseres centralregering imod de tamilske hinduer og separatistbevægelsen LTTE. LTTE har foretaget en etnisk udrensning af muslimer fra det nordlige Sri Lanka, som de behersker, og de ’nordlige muslimer’ lever nu i flygtningelejre i syd. Det er næppe helt forkert at se muslimerne i de regeringskontrollerede dele af landet som marginaliserede og på et lavt socialt niveau, men de sameksisterer som hovedregel fredeligt med de buddhistiske singhalesere.
          Det er særligt i den såkaldte ’vestlige verden’, dvs. især Vesteuropa og Nordamerika, vi finder sameksistens mellem buddhister og muslimer, og her skyldes det især de seneste årtiers omfattende migration. Det er velkendt, at der i Vesteuropa og Amerika findes muslimske migranter i alle lande, nogle steder i betydeligt antal. Dermed præger religionen islam på forskellige måder samfundene. Buddhistiske migranter er derimod af langt mindre antal. Ligesom det gælder for de muslimske indvandrere, er den første generation af buddhistiske indvandrere bundet til etnisk oprindelse og oprindeligt hjemland – det kan være Thailand, Sri Lanka eller andet. Buddhismen synes her ikke at præge samfundslivet nær så meget som islam; på den ene side er antallet af buddhistiske indvandrere i de fleste lande ikke stort; på den anden side har de fleste buddhistiske indvandrere ikke ambitioner om en samfundsmæssigt rolle for religionen, således som nogle muslimske grupper går ind for. Ud over migrationen er et betydeligt antal europæere og amerikanere gennem de seneste årtier konverteret, altså gået over til hhv. islam og buddhisme. Der synes her i høj grad at være tale om forskellige grupper – de fleste er tiltrukket af enten islam eller buddhismen og kun få opfatter dem som alternativer, de vælger imellem. Men hvor konversion går i forskellige retninger, mødes de to religioner i synkretistiske new age-bevægelser – her er de begge udsat for udpluk og tendentiøse fortolkninger. Buddhistisk inspirerede lærere kan også undervise i sufi-dans.
          Det er så almindeligt og nærliggende at påpege de store forskelle, der er mellem buddhisme og islam, at det næsten bliver banalt. En anden mulighed kunne være i stedet at se efter ligheder. Her er det særligt sufi-traditionen inden for islam, der viser en lang række parallelle træk:
- sufismen har som kerne eller ideal en venden sig bort fra den materielle eksistensform, mod en højere eller sandere virkelighed.
- dens endemål er udslettelse af jeg-bevidstheden. Der er ikke tale om, at jeget reelt ikke eksisterer, som det ofte udtrykkes i buddhismen, men i praksis er det på samme måde en bekæmpelse af egoistisk tænkning.
- den har som grundpille et mester-discipel-forhold, der manifesteres i en ofte livslang læreproces.
- dens litteratur indeholder en lang række legender om hellige mænd og i nogle tilfælde kvinder.
          Sammenligningen er ganske vist lidt skæv, idet en hel religion – buddhismen – sættes over for en strømning inden en anden – sufismen i islam – som bestemt ikke alle muslimer anerkender. Men det må fremhæves, at de punkter, der er nævnt ovenfor, alle bygger på fundamentale muslimske opfattelser. Den ’spirituelle’ eller inderlige religiøsitet, som der her kommer til udtryk, er en af hovedstrømmene i islam siden den allerførste tid. Det at man let får øje på mere krigeriske og intolerante sider af islam, betyder ikke, at de er de dominerende, det er de faktisk ikke. Islam forstås og fortolkes på mangfoldige måder. Tilsvarende omfatter buddhismen i nutiden en lang række retninger, der er så forskellige, at det ofte kan være svært at se, hvad der egentlig forener alle buddhister.
          Hensigten har her været at afdramatisere det modsætningsforhold, der ikke sjældent opstilles mellem de to religioner. Det er min opfattelse, at modsætningerne i høj grad er kunstigt skabte og bygger på tendentiøse fortolkninger af de forskellige religioners ideer og hellige skrifter. Generelt findes der ikke nogen egentlig institutionel religionsdialog mellem de to religioner, men muslimer og buddhister arbejder sammen i utallige interreligiøse og andre sammenhænge verden over. Historiske kilder vidner om sameksistens mellem konkurrenter, snarere end strid mellem modstandere.