Urgyan Dolma,
torturoffer og flygtning

Den kinesiske besættelseshær har siden 1959 ødelagt størstedelen af klostrene i Tibet. Nogle er nu under rekonstruktion, men på trods af fine ord om religionsfrihed er virkeligheden en anden. Mange nonner flygter hvert år fra Tibet, fordi de ikke frit kan dyrke deres religion eller/og fordi de har været fængslet og tortureret i de kinesiske fængsler.

Vi vil følge Urgyan Dolma på hendes lange rejse igennem Tibet og Indien. Vi ved ikke med sikkerhed, om hun levede et liv som nomade, før hun valgte at blive nonne, men mange unge tibetanske kvinder forlader deres familie og det hårde liv som nomade for at gå i kloster. Urgyan Dolma blev nonne i Shugseb Nonnekloster uden for Lhasa og blev fængslet efter en fredelig demonstration. Senere flygtede hun over Himalayabjergene til Dharamsala, Nordindien, hvor hun nu bor.


Tibet består af 3 provinser: Centraltibet, nu TAR (Tibetan Autonomous Region), Amdo og Kham. Amdo og dele af Kham er efter den kinesiske besættelse af Tibet blevet indlemmet i kinesiske provinser.

Afstanden fra Lhasa i Tibet til Dharamsala i Indien er som afstanden fra København til Sicilien.