Debatmøde arrangeret af Dansk Selskab for Tibetansk Kultur. Foredrag ved Anders H. Andersen

1. Indledning:

Til at begynde med vil jeg sige at jeg ikke udtaler mig på Støttekomiteens for Tibet’s vegne, men som privatperson og Tibetforsker.

Jeg er glad for at få lejlighed til at diskutere situationen i Tibet og hvordan vi bedst hjælper det tibetanske folk. Derfor vil jeg starte med at sige tak for initiativet til Selskabet. Jeg er også glad for muligheden for at diskutere netop de spørgsmål med Erik Meier Carlsen. Som nogen måske ved har jeg enkelte gange debatteret Tibet med Erik i aviserne, men det er første gang at vi får mulighed for at diskutere disse spørgsmål direkte og med et publikum på.

Når det er særlig relevant at have diskussionen nu skyldes det især det kommende OL i Beijing. Da Kina fik tildelt de Olympiske Lege lovede IOC og tildels Kina at det ville forbedre menneskerettighederne i landet. Der vil være et meget stort fokus på Kina op til Legene, og det mener jeg vi kan bruge til også at få flere til at rette søgelyset mod Tibet – ikke mindst fordi Kina vil forsøge at bruge OL til at propagandere for at Tibet er en integreret del af Kina og at tibetanerne har det godt under kinesisk styre.

2. Hvad er Tibet?

Først synes jeg det er vigtigt at få på plads, hvad Tibet er for en størrelse, for mange uenigheder om Tibet skyldes i virkeligheden, at folk taler om forskellige områder. Når jeg bruger betegnelsen Tibet, refererer jeg til hele det tibetanske plateau. Det er det område, som eksilregeringen prøver at opnå reelt selstyre for, og som består af regionerne Ü-Tsang, Kham og Amdo. Det kan man synes er urimeligt, for hele dette område har ikke været under Lhasas kontrol siden det 9. århundrede. Kham blev styret fra Lhasa under den 5. Dalai Lama tilbage i det 17. århundrede, men han havde ikke fuld kontrol med Amdo. På den anden side ekskluderer den kinesiske definition af Tibet, Xizang, store områder der aldrig har været under kinesisk styre. Sådanne områder i Kham og Amdo var i lange perioder reelt uafhængige af både den tibetanske regering i Lhasa og de skiftende regeringer i Kina helt frem til 1949, selvom det manchuriske qingdynasti påstod at de var indlemmet i forskellige kinesiske provinser, Det gælder fx Golok nomadestammerne, der effektivt modsatte sig adskillige kinesiske invasioner i begyndelsen af det 20. århundrede. Andre områder – typisk dem tættest på Kina og med en kinesisk befolkningsandel – var underlagt en egentlig kinesisk administration.

Konklusionen må derfor være, at betegnelsen Tibet som udgangspunkt må anvendes om et løst defineret område, der frem til 1949 hovedsageligt var beboet af tibetanere (tib. bod-rig), men at en endelig afklaring – hvis vi skal være tro mod vore egne idealer om demokrati og FN’s anerkendelse af det tibetanske folks ret til selvbestemmelse (resolution 1723 fra 1961) – må afhænge af, at tibetanerne i de forskellige områder af Tibet i fremtiden selv får mulighed for på demokratisk vis at tilkendegive, hvilken stat de vil tilhøre. Indtil da vil enhver tilskrivelse af Kinas ret til disse tibetanske territorier stride mod folkeretten. Det skyldes, at annektioner af territorier med brug af militærmagt blev forbudt, da FN-pagten blev indgået i 1948. Og indtil da vil Tibets regering i eksil være den eneste juridisk legitime repræsentant for det tibetanske folk, fordi den er en direkte videreførsel af den regering, der havde magten i Centraltibet. Folkeretten siger nemlig, at det altafgørende for, om en stat må betragtes som værende suveræn er, om den er den øverste magt i et bestemt afgrænset territorium, og det var regeringen i Lhasa i Centraltibet frem til 1950. Spørgsmålet om hvorvidt andre stater anerkendte Tibet som uafhængigt, er i den forbindelse ligegyldigt, fordi det er et rent politisk spørgsmål.

3. Situationen i Tibet

Min beskrivelse af situationen i Tibet vil tage udgangspunkt i mine egne erfaringer fra Tibet og i de nyeste rapporter om udviklingen i landet.

Jeg var sammenlagt ca. to år i Tibet fra 1985 til 94. I den periode var der store demonstrationer for uafhængighed og tusindevis blev fængslet og forhørt under tortur. Undertrykkelsen var brutal og folk bar præg af at leve i et samfund, hvor alle var meget bange for hvad de sagde til hvem. Samtidig var der ved at komme gang i den økonomiske udvikling, og der var blevet skabt en lille tibetansk middelklasse af statsansatte og forretningsmænd, der var forholdsvis velstående. Nogle af dem var loyale overfor det kinesiske styre, andre støttede i hemmelighed undergrundsbevægelsen.

Da jeg kom tilbage til Tibet sidste år var det efter 12 års fravær, så jeg var spændt på at se forandringerne. Jeg rejste over 7000 km i store dele af Centraltibet, men kom desværre ikke til Kham eller Amdo. Min gennemgang drejer sig derfor mest om forholdene i den såkaldte Tibet Autonome Region.

Forandringerne som jeg så var voldsomme. Mange steder kunne jeg simpelthen ikke genkende. For eksempel bestod den vestlige del af Lhasa i 1994 af en lidt søvnig bydel med militærforlægninger, spredte fabrikker og områder hvor man dyrkede grøntsager i drivhuse. Nu er næsten hele det 10 km lange område bygget til med huse. Jeg kunne ikke genkende en eneste bygning. Militærlejrene var der stadig, men fra vejene kan man nu kun se indgangsportene, så de fleste turister vil ikke se at mellem en femtedel og en fjerdedel af Lhasas areal faktisk er militærlejre, fængsler og politistationer.

I Lhasa og de andre byer var det tydeligt, at mange tibetanere er blevet betydeligt mere velhavende. Der er desuden efterhånden adgang til et slaraffenland af forbrugsgoder på linie med, hvad man kan købe herhjemme. Alt det er folk selvfølgelig meget tilfredse med. Det var en fremgang som blev særligt tydelig, da jeg bagefter kom til Nepal og Indien og så fattigdommen der.

Også på landet havde der været tydelig økonomisk fremgang de fleste steder jeg besøgte, men jeg var hele tiden tæt på hovedvejene, og længere væk fra disse er situationen sandsynligvis anderledes. Ligesom i 1994 var jeg i Yarlungdalen, der traditionelt betegnes som den tibetanske civilisations vugge. Næsten alle havde her fået elektricitet, folk havde lavet nye vandingskanaler i cement, der var en ny god asfalteret vej gennem dalen, der var faste busforbindelser, og mange af landsbyboerne var flyttet ind i nye store huse, som den kinesiske stat havde betalt en del af.

Konstruktionen af husene er sket som led i et nyt genhusningsprojekt der er aktivt i hele regionen. Staten betaler en del af byggeriet, men langt de fleste af pengene er folk nødt til at låne i banken. Den negative side af det er, at mange nu har store lån, som de ikke ved, om de nogensinde får betalt tilbage. I andre områder fortalte folk, at de simpelthen havde fået ordre på at forlade deres gamle landsby for at flytte ind i en ny arkitekttegnet landsby, hvor alle husene lignede hinanden og lå på snorlige rækker langs vejen.

Tilsvarende viser en ny rapport fra Human Rights Watch, at nomadernes levevis er ved at blive grundlæggende ændret. De bliver nu i stor stil tvangsforflyttet og genbosat i nybyggede småbyer.

4. Problemer i den økonomiske udvikling

Problemet med den fremgang der unægteligt har været på det økonomiske område er, at den som alt andet i Tibet er sket på baggrund af diktater fra Beijing. Kina poster stadigt større summer ind i Tibet, men de almindelige tibetanere holdes stort set udenfor indflydelse, når det gælder deres anvendelse. Det betyder ikke, at de ikke nyder godt af en del af udviklingen,  men at deres syn på hvilken retning udviklingen skal tage ignoreres. Kina former simpelthen Tibet efter sin egen vilje i disse år, og det går meget stærkt.

Beijings økonomiske politik i Tibet gør landet mere og mere afhængigt af Kina. Bag den meget høje økonomiske vækst på op til 15 % og de store investeringer i infrastruktur skjuler der sig en foruroligende virkelighed. I en rapport der udkom for en måned siden viste den canadiske økonom Andrew Fischer på baggrund af en gennemgang af de kinesiske statistikker, at mængden af tilskud til TAR fra den kinesiske regering faktisk har oversteget regionens bruttonationalprodukt fra og med 2001. I 2004 og 2005 oversteg investeringerne bruttonationalproduktet med 20 %. Det betyder, at investeringerne har en negativ effekt på den økonomiske vækst. En af forklaringerne på det er selvfølgelig, at investeringerne i høj grad bruges på at finansiere tilstedeværelsen i Tibet af en stor kinesisk arbejdsstyrke. Det er folk der hyres af de forskellige regeringskontorer eller af de forskellige kinesiske provinser, der udfører projekter i Tibet, og som rejser hjem til Kina efter endt arbejde. Selvom de rejser tilbage til Kina udgør den slags arbejdere en permanent kinesisk tilstedeværelse, fordi der bliver ved med at komme nye hold. Derudover giver de midlertidige indvandrere arbejde til en mere permanent kategori af kinesere i Tibet, nemlig folk der arbejder i servicesektoren, der i Tibet nu udgør 64 % af økonomien i TAR.

Fra 1994 til 2006 er det absolutte antal af kinesiske forretninger i Tibets byer steget betydeligt. Antallet af tibetanske forretninger er steget tilsvarende i flere byer, men andre steder er andelen af kinesiske handlende vokset i forhold til de tibetanske. Et eksempel er Lhasas tibetanske bydel omkring Barkor. Tilbage i 1980’erne var der næsten ingen kinesiske butikker her, men nu er det omkring en tredjedel. Kinesere er også i stort tal flyttet ind som beboere i den tibetanske bydel i takt med at de gamle tibetanske huse er blevet revet ned. Dem er der kun 20 % af tilbage nu. Det hører så med til historien, at antallet af kinesere ude på landet er meget lille.

En af årsagerne til væksten i den kinesiske andel af butikkerne er, at det er lykkedes kinesere gradvist at udkonkurere tibetanerne på områder der før var helt tibetanske. Det gælder for eksempel handel med antikviteter og produktion af traditionelle tibetanske træmøbler med udskæringer.

Fischer påviser også, at tibetanere marginaliseres af udviklingen. Allerede i 1990’erne var uligheden mellem befolkningen i byerne og på landet i TAR en af de højeste indenfor den nuværende Folkerepubliks grænser. I 2002 nåede den et maksimum, hvorefter der har været et mindre fald, men byboere er fortsat i gennemsnit 5-6 gange rigere end bønder og nomader. Årsagen til den store ulighed er, at udviklingen kræver folk med kinesiskkundskaber, fordi den finder sted på kinesiske præmisser. Tibetanerne er imidlertid fortsat meget dårligt uddannet. I modsætning til de officielle erklæringer fra den kinesiske regering, så er analfabetismen blandt tibetanerne for eksempel ikke faldet indenfor den seneste årrække. I 2005 var den på 45 % på landet og 41 % i byerne i TAR.

Det er populært at omtale den moderniseringsproces, der sker i Tibet i disse år som et resultat af den økonomiske liberalisering og omsiggribende kapitalisme i Kina og dermed se den som et uundgåeligt led i den almindelige globalisering, men det er faktisk meget misvisende. Som sagt udgøres størstedelen af Tibets økonomi af statsstyrede investeringer og tilskud. Det er dermed staten der styrer Tibets økonomi. Private tibetanske initiativer udgør kun en lille del. Kina lægger heller ikke skjul på, at de storstilede investeringer i Tibet er et led i at købe tibetanerne til loyalitet, integrere Tibet i Kina og opnå større politisk kontrol med området. Det er et sikkerhedsspørgsmål snarere end kun et fromt ønske om at hjælpe tibetanerne.

Det bekræftes også af, at en meget stor del af investeringerne i Tibet går til statens administration: 13 % mod 2,7 % i Kina. Det ser man tydeligt ved at regeringsbygninger på alle niveauer i administrationen mange gange er de rene paladser. Til sammenligning udgør investeringerne i landbruget kun 7 % af de samlede investeringer, selvom 80 % af befolkningen i TAR stadig er beskæftiget indenfor netop landbruget. Der bliver også lavet nye investeringer i uddannelsessektoren og i sundhedssektoren, men de er langt fra tilstrækkelige, eftersom befolkningen bor meget spredt. Mange har hverken råd til at blive syge eller sende deres børn i skole, for det koster alt sammen penge. En amerikansk undersøgelse foretaget for ca. 10 år siden viste, at omkring halvdelen af børnene i Tibet er fejlernærede i en grad der forhindrer normal vækst.

Generelt var det der gjorde mest indtryk på mig ved udviklingen i Tibet siden 1990’erne, at Tibet er ved at blive til en mellemting mellem et stort kinesisk Tivoli og et frilandsmuseum til fornøjelse for stadigt voksende mængder af kinesiske turister. Antallet af turister er vokset voldsomt siden jernbanen til Lhasa blev  åbnet sidste år. Det påvirker Tibet negativt på en lang række områder. Dog det ser ud til, at især den unge generation af veluddannede kinesere har større respekt for tibetansk kultur nu, end det var tilfældet, da jeg var i Tibet i 1994. Tidligere så mange kinesere tibetanerne som uciviliserede ballademagere. Nu er mange unge kinesere interesserede i tibetansk buddhisme, og man ser mange kinesere tilbede buddha-statuerne i klostrene i Tibet, hvad de ikke gjorde før. Når det gælder Beijing politiske syn på Tibet er der imidlertid stadig fuld opbakning hos de kinesiske turister.

5. Kulturelle forandringer

Det aspekt ved udviklingen i Tibet i dag, der nok er det alvorligste på lang sigt, er den massive påvirkning der sker af tibetansk kultur. Indgrebene mod den tibetanske buddhisme er velkendte, men jeg tænker især på de måder folk i Tibet lever og tænker på. Udviklingen i Tibet på dette område er virkelig skræmmende, fordi den er accelereret voldsomt i de seneste år, men også fordi den er udtryk for en mere stille undertrykkelse som ikke giver store overskrifter i aviserne herhjemme. Mange danskere ser som sagt fejlagtigt denne udvikling som en almindelig og uomgængelig moderniseringsproces.

Årsagerne til denne undertrykkelse skal imidlertid findes i det væsentlige, men meget oversete skift i Kinas politik overfor Tibet som skete i midten af 1990’erne.

Myndighedernes svar på uafhængighedsdemonstrationerne i slutningen af 1980’erne var i første omgang politiske kampagner og hårdhændet undertrykkelse i form af summariske henrettelser, natlige arrestationer, fængslinger, tortur, sociale sanktioner og tvungne indoktrineringsmøder. Kinesiske topledere lovede at gøre brug af ”proletariatets diktaturs jernnæve” til ”nådesløs undertrykkelse”, som den tidligere sikkerhedschef Qiao Shi udtrykte det. Flere tusinde mennesker i Lhasa blev tilbageholdt og forhørt under tortur eller mishandling, og det intensiverede det allerede eksisterende klima af frygt. I midten af 1990’erne kendte vi til over 1000 politiske fanger i Tibet. Naboskabskomiteerne og arbejdsbrigaderne blev aktiveret i forsøget på at genetablere kontrol over de tibetanske kroppe og sind. Hold af kadrer slog sig ned i klostrene og senere i landsbyerne og uddannelsesinstitutionerne for at monitorere og ”genopdrage”.

Da den ydre kontrol var genetableret i begyndelsen af 1990’erne, koncentrerede myndighederne sine kræfter om at konsolidere kontrollen. Det udmøntede sig efter den kinesiske topledelses tredje såkaldte Tibet Work Forum i 1994 i en ny omfattende politisk strategi, der pegede på øget kontrol over kulturel produktion, uddannelse og religion samt en kampagne mod Dalai Lama som middel til at komme tibetansk nationalisme til livs. Desuden besluttede Kinas ledelse at satse på storstilede investeringer i Tibets infrastruktur, administration og tertiære industri for bl.a. at styrke den tibetanske middelklasses loyalitet. Det er der vi skal finde årsagen til de massive investeringer i Tibet i dag.

Effekten af dette politiske skift er tydelig i dag. Det er den på trods af, at flertallet af tibetanerne opfatter den kinesiske politik i Tibet som et bevidst forsøg på at ændre tibetansk kultur, sprog og religion, hvilket de selvfølgelig dagligt bekræftes i af myndighedernes kampagner, undertrykkelse og måder at fremstille tibetansk og kinesisk kultur på.

Det civilisatoriske element blev særligt fremtrædende i midten af 1990’erne, hvor medierne i Tibet bragte lange rapporter om iværksættelsen af en kampagne for ”åndelig civilisation,” der i Tibet specielt havde til formål at modvirke Dalai Lamas indflydelse.
Det er dog langt fra lykkedes. Folk nærer udbredt foragt og mistro overfor de informationer, som de får gennem de statskontrollerede medier eller under de tvungne politiske møder. Så snart tv viser nyheder, vender folk typisk deres opmærksomhed over mod andre gøremål eller begynder at snakke.

Det er mit indtryk, at mistilliden til det politiske system har modvirket folks interesse for politik som sådan og drevet dem mod den forlystelsesindustri, der er ekspanderet så kraftigt i Tibets byer i de seneste år. En middelaldrende kvindelig skrædder fra Shigatse, som jeg talte med, beklagede sig for eksempel over, at hendes mand i de seneste 5-6 år havde forsømt sit arbejde som lærer og sammen med sine kolleger tilbragte det meste af sin fritid med at drikke og gå på restauranter, barer og diskoteker. Hun skød skylden for dette på ”kineserne” og på de offentlige myndigheder, der selv havde åbnet de første barer og diskoteker i forretningsøjemed og havde beskrevet det som et led i ”liberaliseringspolitikken”. Prostitution er en kæmpe industri i Lhasa. En aften jeg ankom til Lhasa havnede jeg på det såkaldte ”natmarked” vest for Potala, hvor jeg blev chokkeret over at se en række frisørsaloner med oplyste rum, hvor der sad lange rækker af let påklædte unge kvinder på bænke og ventede på deres kunder.

Hvis kinesisk politik ikke nyder tibetanernes respekt, er det derimod i vid udstrækning lykkedes den kinesiske stat at formidle det indtryk til folk, at kinesisk civilisation er tibetansk kultur overlegen, når det gælder viden og teknologi. De konstante angreb mod tibetansk kultur siden 1960’erne har eroderet tibetanernes tillid til deres eget værdisystem. Det ”kinesiske” er kommet til at stå for det moderne og fremadrettede og det ”tibetanske” for det traditionelle og tilbagestående. Unge tibetanere, der ønsker at gøre karriere, må dermed fravælge det tibetanske og blive ”kinesiske kadrer”, som de kalder det.

Medierne og lederne i Tibet fremstiller tibetansk kultur som noget, der hører fortiden til. Den kinesiske stat fokuserer på tibetanske klædedragter, danse og teater snarere end på buddhistiske belæringer eller moderne tibetansk litteratur. Der findes næsten ingen ny tibetansk litteratur om moderne samfundsforhold andet end politisk propaganda. På en tilfældig dag i 1994 så jeg for eksempel flere hundrede kinesisksprogede og kun et enkelt tibetansk tidsskrift til salg på det centrale posthus i Lhasa. Tibetansk er praktisk taget uanvendeligt i de fleste sammenhænge, der har at gøre med teknologi og viden om den moderne verden. Alt imens er beskrivelser af tibetanere som ”tilbagestående” eller værende dovne udbredte i den lokale presse. Det er dog blevet nedtonet lidt i de seneste år, hvor flere kinesere er begyndt at respektere at tibetanerne er anderledes.

Det tibetanske sprogs forfald er et af de forhold, jeg oftest lagde mærke til i Tibet. Det er selvfølgelig værst i grænseområderne til Kina, hvor man flere steder simpelthen er holdt op med at tale tibetansk. Selv på landet i TAR er det ikke længere ualmindeligt, at tibetanere taler kinesisk til hinanden i bestemte situationer. I de offentlige kontorer taler de tibetanske ansatte næsten udelukkende kinesisk til hinanden, og i butikkerne i byerne sker det samme ofte. Jeg har også mødt enkelte kinesere, der havde lært sig et basalt tibetansk, men de bliver typisk forlegne, når man som vesterlænding taler tibetansk til dem. Tibetansk har lav prestige. Flere sprogforskere har beskrevet, hvordan kinesiske ord desuden er blevet indoptaget i dagligdags tibetansk sprogbrug. Jeg erfarede, at tibetanere typisk anvender kinesisk til tidsangivelser og priser, såvel som til en række administrative betegnelser og geografiske navne.

Et centralt led i den udvikling er uddannelsespolitikken. Som følge af uafhængighedsdemonstrationerne øgedes antallet af unge tibetanere, der blev sendt til mellemskoler i Kina kraftigt i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, så 13.000 (28 %) af samtlige tibetanske mellemskoleelever tilbragte 7 år af deres skolegang i Kina i 1994.

Den kulturelle effekt af disse skoleophold er mærkbar. Selvom selve den ideologiske indoktrinering ofte har konsekvenser, der er modsat intentionen, fordi den kan skabe en øget tibetansk national bevidsthed, resulterer de tibetanske teenageres lange ophold blandt kinesere i nogle vigtige formative år af deres tilværelse i en betydelig assimilation. Det sker måske ubevidst, men de unge kan ikke undgå at blive konfronteret med de nye lag i deres egen identitet, når de vender tilbage til Tibet. Enkelte unge tibetanere jeg har talt med, og som har været påvirket af kinesisk kultur, beskrev eksplicit sig selv som sinificerede og pegede på den kinesiske uddannelse som årsagen.

Når de unge vender hjem til Tibet, ser de tibetansk kultur som noget gammeldags. Den habitus, som de havde opbygget hos deres forældre i løbet af barndommen, tilhører per definition fortiden, men oplevelsen af dette må være blevet bekræftet og forstærket af den offentlige kulturdiskurs og tilegnelsen af den kultur, de havde fået præsenteret som overlegen i Kina. Deres tibetanske socialiseringsproces var standset og var blevet afløst af en kinesisk.

Det skaber tydelige generationskløfter mellem eleverne og deres forældre. Jeg har ved flere lejligheder oplevet de modsætninger i værdier, væremåder, påklædning, madsmag og sprog, som kommer til udtryk i tibetanske hjem, hvor forældre og deres kinesisk uddannede teenagebørn er tilstede. De unge udtrykte hvis ikke utilfredshed så overbærenhed med deres forældres væremåder eller mangel på viden. Man vil indvende at det ser vi også herhjemme, men den afgørende forskel er, at de nye lag i de unges kultur er undelandske og resultater af en politisk og udemokratisk styring.

6. Politisk undertrykkelse

Når jeg har brugt en del tid på at beskrive undertrykkelsen i Tibet på det økonomiske og kulturelle område skyldes det ikke, at der er mindre at sige om den mere direkte politiske undertrykkelse. Jeg er blot gået ud fra at den er mere velkendt, men for en ordens skyld vil jeg lige opridse de vigtigste forhold. Ytringsfriheden i Tibet er fortsat stort set ikke-eksisterende. Det ser man af, at folk stadig arresteres og fængsles blot for at give udtryk for at Dalai Lama skal vende hjem. Det så vi for to måneder siden i Lithang i Kham, hvor flere blev arresteret af den grund. Den seneste opgørelse over tibetanske politiske fanger viste at der var 116, men det er kun folk som vi har kendskab til og det faktiske antal er garanteret en del større. Tortur foregår fortsat i fængslerne. Medierne i Tibet er stadig fuldstændigt statskontrollerede. Politiske kampagner fortsætter i klostrene og skolerne. Overvågningen af den tibetanske befolkning er mindre synlig end den var i 1990’erne. Fx er de fleste af overvågningskameraerne i Lhasas centrum pillet ned, men folk er stadig meget bange for at tale om politiske emner. Det hemmelige civilklædte politi har det med pludselig at dukke op ud af ingenting. Det oplevede jeg selv et par gange.

7. Hvordan hjælper vi bedst?

For at afgøre, hvordan vi bedst støtter tibetanerne, mener jeg, at vi er nødt til først at se på karakteren af den tibetanske befolknings problemer.

Som jeg har vist er hovedproblemet i Tibet Kinas politik i landet. Det er Kinas ansvar at den økonomiske udvikling i Tibet er skæv, og at den først og fremmest understøtter den kinesiske tilstedeværelse. Det er Kina der er ansvarlig for krænkelserne af menneskerettighederne i Tibet. Det er Kina der forhindrer tibetanerne i at udøve selvbestemmelse og dermed i mere aktivt at tage del i udviklingen af deres eget land. Det er Kina der aktivt forsøger at assimilere den del af tibetansk kultur, der ikke passer til turistbrochurerne.

Spørger man hvorfor Kinas politik er særlig hårdhændet i Tibet og respektløs overfor den lokale kultur, må svaret være, at Kinas væsentligste interesse er at cementere sin kontrol med området - at udøve suverænitet. Det er et tema der bliver gentaget i det uendelige i den kinesiske propaganda. Tibet er en del af Kina.

Det betyder at tibetanernes problemer primært er politiske af karakter. Det er selve besættelsen af Tibet der er hovedproblemet, og som alle andre problemer udspringer af. Derfor mener jeg at den eneste måde at finde en varig løsning på tibetanernes problemer er ad politisk vej.

Det betyder ikke, at vestlige bistandsprojekter eller anden økonomisk støtte eller kulturel, akademisk eller religiøs udveksling er spild af tid og penge. Tværtimod. Men de er en dråbe i havet i forhold til den massive kinesiske påvirkning indenfor alle disse områder i disse år. Danmark støtter for tiden to bistandsprojekter indenfor uddannelsessektoren i Tibet. Det synes jeg er al ære værd og de er sandsynligvis med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den indsats står og falder imidlertid helt med den generelle kinesiske politik i Tibet.

Spørgsmålet er så hvordan vi bedst kan være med til at påvirke Kinas politik i Tibet.

Det mener jeg vi kan ved at lægge et politisk pres på Kina, både fra officielt dansk hold, men også fra de enkelte danskere og firmaer der besøger eller er engageret i Kina.

Men for at forstå hvordan vi bedst påvirker Kina politisk mener jeg det er nødvendigt først at analysere, hvad det er for interesser kineserne har i Tibet. Mange peger på de store råstofressourcer i Tibet som forklaring på, hvorfor Kina holder så godt fast i landet. Det kan der være noget om, men her er det påfaldende så langsomt råstofudvindingen er skredet frem. Værdien af de råstoffer der eksporteres til Kina er fortsat langt mindre end de investeringer som Kina poster i Tibet. En anden yndet forklaring på besættelsen og på hvorfor Kina holder Tibet i et jerngreb, er Kinas forsvarsinteresser og ønsket om at beskytte Kina mod invasion udefra. Den forklaring bliver bekræftet af at Kina holder store militærstyrker i landet og specielt langs grænsen til Indien.

Men jeg mener at hovedforklaringen skal findes et andet sted, nemlig i den kinesiske nationalisme og selvforståelse. Selv de fleste kinesere i eksil holder hårdnakket fast i at Tibet ”altid” har været en del af Kina. Det er noget den kinesiske befolkning er blevet indoktrineret med siden den moderne opfattelse af Kina som nation blev skabt i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. Det var dér Kina begyndte at bevæge sig væk fra at være et imperium med protektorater til at være en moderne stat. I modsætning til de vestlige imperier er det faktisk lykkedes Kina at bevare magten over de fleste af de områder, som før kun var løst knyttet til kejserdømmet. Det gælder også Tibet der i en periode (1240-1350) var knyttet til det mongolske imperium og senere fra 1720 og frem til 1911 havde forskellige former og grader af tilknytning til det manchuriske kejserdømme, der også styrede Kina. Myten om, at Tibet har været del af Kina siden det 13. århundrede er simpelthen del af den moderne kinesiske selvforståelse, og det udløser fornærmelse hos de fleste kinesere, når man hævder noget andet.

Det er imidlertid let at dokumentere, at Tibet ikke var en integreret del af Kina før 1911, men tværtimod opfattede sig selv som Kinas ligeværdige nabo, og at Tibet desuden nød fuld uafhængighed fra 1912 og frem til 1950. Vi skylder den tibetanske befolkning at gøre kineserne opmærksomme på, at deres udlægning af historien er forkert. Det er et væsentligt argument for, at tibetanerne skal have selvstyre. Jeg argumenterer ikke, at Tibets uafhængighed nødvendigvis skal genoprettes. Det mener jeg bør være op til tibetanerne selv at afgøre, men vi kan bidrage til at yde tibetanerne retfærdighed ved at pege på de historiske fakta. Der har aldrig været en sandhedskommission i Tibet og kommer det nok aldrig, ligesom det er usandsynligt at de skyldige i folkemordet i Tibet i 1950’erne og 60’erne nogensinde bliver stillet for en domstol, men som udenforstående mener jeg det er helt afgørende at vi ikke lægger bånd på os selv når vi taler med kinesere om Tibet. Den tibetanske eksilregering er nødt til at holde lav profil i spørgsmålet om Tibets status fordi den prøver at få kineserne i tale, men vi har ikke andet i klemme end vores samhandel med Kina eller vores personlige muligheder for at få lov til at rejse eller forske i Kina og Tibet.

Her mener jeg at Danmark kan indtage et meget mere principielt standpunkt end det er tilfældet. Danmark lægger allerede pres på Kina for at finde en forhandlingsløsning mellem Dalai Lama og Beijing og for at forbedre menneskerettighedssituationen, men regeringen besluttede i midten af 1990’erne at gå bort fra at kritisere Kina offentligt og i stedet begrænse kritikken til møder bag lukkede døre. Det mener jeg er en stor fejl. Derudover har den danske regering valgt at følge den såkaldte ét-Kinapolitik, der siger at både Tibet og Taiwan skal være del af Kina. Dét er at gøre indrømmelser til Kina uden at de har givet sig på nogen centrale punkter, når det gælder Tibet. Den danske regering undgår tilsvarende at referere til invasionen eller besættelsen af Tibet. Derved bestyrker vi blot kineserne i deres historieomskrivning, som jo netop er med til at forhindre en forhandlingsløsning. Regeringen beskriver også ofte tibetanerne som et mindretal i Kina vel vidende, at FN faktisk har anerkendt tibetanerne som et folk, og at folkeslag har andre og flere rettigheder i henhold til folkeretten end etniske midretal har. Derudover har der været flere tilfælde, hvor Danmark har givet efter for kinesiske trusler om at aflyse handelskontrakter.

Når jeg sådan giver udtryk for at vi bør indtage en mere principiel holdning i Tibetspørgsmålet er det ikke fordi jeg har nogen særligt konkrete forventninger til, at det faktisk nytter noget på kort sigt. Det har jo vist sig at det er meget svært at påvirke Kina, når det gælder Tibet. Men der er to grunde til, at jeg mener, at vi bør være mere konsekvente overfor Kina på det område. Den ene er, at en sådan mere principiel holdning faktisk vil afspejle, hvad jeg mener er flertallet af tibetanernes holdning i Tibet. Historien har vist at man ikke sådan lige kan trylle en nations kollektive bevidsthed og historie væk. Hvis tibetanernes ønsker ikke bliver mødt vil der for altid være en latent konflikt i Tibet, som også vil kunne bryde ud i voldelige oprør. Jeg har igennem de over to år jeg har været i Tibet talt med mange tibetanere om deres ønsker og mine holdninger udspringer af de samtaler og erfaringer. Mange af de der kritiserer ønsket om at støtte tibetanerne ved at lægge mere pres på Kina henviser hele tiden til eksiltibetanerne og til at de skaber en radikalisering af Tibetdebatten, men som sagt er det ikke fra eksiltibetanere at jeg har dannet mit indtryk af, hvad flertallet af tibetanerne mener.

Den anden grund til at vi bør indtage et mere principielt standpunkt i Tibetspørgsmålet har at gøre med, at vi dermed blot giver udtryk for de rettigheder som vi selv tager for givet, dvs. menneskerettighederne og de demokratiske principper. Dels mener jeg det er farligt for os selv og verdenssamfundet som helhed, hvis vi giver køb på de rettigheder, som allerede er slået fast i internationale aftaler i en tid, hvor Kina får mere og mere global indflydelse. Dels finder jeg en argumentation om, at hverken Tibet eller Kina er modne til en mere demonkratisk udvikling arrogant og uansvarlig.

Folk der argumenterer, at vi skal lade være med at kritisere Kina for meget, fordi det vil få den kinesiske regering til at reagere med endnu større undertrykkelse eller fordi menneskerettighederne nok skal komme af sig selv bare vi øger samhandlen med Kina, tager alvorligt fejl. Det der får Kina til at undertrykke tibetanerne er ikke vestens kritik. Når Kina slog hårdt ned på fredelige protester i Tibet i slutningen af 1980’erne, og når de besluttede at intensivere undertrykkelsen i midten af 1990’erne, hang det helt konkret sammen med, hvordan tibetanere i Tibet handlede. Det er deres ”hearts and minds”som styret i Beijing er bekymrede for mere end det er eksiltibetanernes. Beijings udfald mod Dalai Lama skyldes ikke ham selv, for han argumenterer jo for, at Tibet skal blive en lovlig del af Kina. De skyldes efter min overbevisning den tiltro som tibetanerne i Tibet fortsætter med at vise ham. Det er det, der udfordrer det kinesiske styre i Tibet. Det er folks holdninger i Tibet, der direkte udfordrer det kinesiske krav på suverænitet i området. Overfor argumenter om, at eksiltibetanerne er med til at politisere den tibetanske religion, må jeg henvise til at de munke og nonner der stod for de store demonstrationer i Tibet i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne handlede udfra egne overbevisninger og nogle gange også i direkte modstrid med, hvad Dalai Lama stod for. Tibetanerne i Tibet er faktisk udemærket i stand til at danne sig deres egne holdninger

Argumentet om, at et almindeligt mellemfolkeligt samkvem og handel med Kina vil bringe mere demokrati og mindre undertrykkelse har efterhånden vist sig ikke at have meget på sig. Beijing har ikke lempet på den politiske undertrykkelse i noget væsentligt omfang og slet ikke i Tibet. Tværtimod har vi i de seneste år set, at flere vestlige firmaer er begyndt at hjælpe de kinesiske myndigheder til at undertrykke både sig egen og Tibets befolkning.

Det betyder ikke at jeg argumenterer for en handelsboykot eller en boykot af fx de Olympiske Lege. Men jeg mener det er oplagt at bruge de løfter Kina har givet verdenssamfundet til at presse Beijing til at ændre politik.