Støt tibetanerne gennem DSTK’s projektarbejde - du er med til at gøre en forskel.
Formål
Strategi
Administration af projektarbejdet
Informationer om projekterne
Skattefradrag
Betaling til projekter
Støt tibetanske unge i Kina til en bedre uddannelse
Støt Tibet Times– en avis med fokus på demokrati
Støt Children of shambala
Støt nonner på Dongyu Gatsal Ling nonnekloster grundlagt af Tenzin Palmo
Formål
Vores overordnede formål med at yde humanitær støtte til tibetanerne er at bidrage til:
- at tibetanerne kan beholde og udvikle deres særegne kultur
- at tibetanerne som befolkningsgruppe kan opnå de ressourcer og kompetencer, som gør at de kan opretholde et værdigt liv uden sult og fattigdom
Strategi
Vores strategi er at yde finansiel støtte inden for følgende områder:
- Uddannelse, generelt
- Uddannelse med fokus på kvinder
- Sundhedsfremmende projekter
- Kulturbevarende initiativer og civilorganisationer
Administration af projektarbejdet
Det koster penge at udføre projektarbejde, f.eks. er der udgifter forbundet med en sikker forsendelse af bidrag til de tibetanske modtagere, trykning af materiale mm.
DSTK holder imidlertid udgifterne så lave som muligt og trækker max. 3 % af alle bidrag til administration.
Modtagne bidrag vil blive sendt videre til de respektive samarbejdspartnere i Indien, Nepal eller Tibet en eller to gange om året.
Hver bidragsyder modtager et brev fra DSTK efter indbetaling af beløb på 500 kr. og derover. Det er også muligt at oprette en månedlig overførelse af et mindre beløb, hvis det foretrækkes. I så tilfælde vil der ikke blive sendt brev efter hver månedlig indbetaling, men kun efter den første indbetaling.
Informationer om projekterne
Bidragydere kan downloade et informationsbrev på vores hjemmeside to gange om året - i marts og september måned – hvor vi orienterer om status på de igangværende og afsluttede projekter og samtidig oplyser om nye initiativer.
Bidragsydere som ikke ønsker at hente information på internettet, kan få tilsendt nyhedsbrev pr. post, hvis det angives ved indbetaling.
Medlemsbladet Tibet vil også indeholde en rubrik ’Nyt om projekter’.
Skattefradrag
Alle bidrag til DSTK’s projektarbejde over 500 kr. er fradragsberettigede i henhold til ligningslovens § 8 A. Det betyder, at alt hvad du indbetaler til DSTK ud over 500 kr., kan trækkes fra i skat - dog højst 14.500 kr. om året pr. 2009.
DSTK indberetter automatisk indkomne bidrag til Skat, såfremt vi modtager bidragsyderens cpr-nummer.
Du kan også oprette et testamente til DSTK eller give et fast beløb årligt i 10 år. I begge tilfælde er hele beløbet fradragsberettiget.
Læs mere om skattefradrag under ’Nyt fra bestyrelsen’.
Betaling til projekter
Bidrag til projekter kan indbetales til DSTKs konto:
Reg. 1551
Kontonummer: 3 42 87 88
Hvis du ønsker tilsendt et girokort, kan du enten ringe til os eller sende en mail på info@dstk.dk.
Ved indbetaling skal du huske tre ting:
- Angiv tydeligt hvilket projekt dit bidrag er tiltænkt.
- Oplys dit CPR-nummer, hvis du ønsker at trække beløbet fra i skat. DSTK er forpligtet til at oplyse alle indbetalinger til Skat, men det forudsætter, at vi har dit cpr.-nummer.
- Skriv hvis du ønsker at få tilsendt nyhedsbrev per post eller per e-mail (angiv e-mail adresse).
Vi håber at modtage positiv respons på vores projektarbejde!
tilbage til top
Støt tibetanske unge i Kina til en bedre uddannelse
På en skole beliggende i Tongren (tib. Rebkong) i midten af den tidligere Amdo region i Østtibet har tibetanske unge fra fattige nomadefamilier en unik mulighed for at lære engelsk på et højt niveau og samtidig forberede sig til videregående uddannelse eller arbejdslivet. Det kræver imidlertid at omkostningerne til deres uddannelse dækkes af fonde eller private bidrag. Det vil DSTK gerne hjælpe til med!
The Huangnan Nationalities Teachers’ School (HNTS)
Skolen har eksisteret siden 1957 og indtil for et par år siden, uddannede den unge tibetanere og kinesere til at blive skolelærere – heraf skolens navn. Nu har skolen imidlertid status som ’Senior Middle’, hvilket betyder, at det er en 3-årig gymnasial uddannelse: De studerende forbereder sig til videre uddannelse, f.eks. optagelse på universitetet. Der undervises i tibetansk, kinesisk, matematik, historie /politik, geografi, tegning, samt videnskabelige emner som biologi og it-færdigheder.
I 2008 har skolen 394 elever, hvoraf langt de fleste er tibetanere. Det er især unge fra fattige nomadefamilier bosat i afsides og højtbeliggende egne. Skolen har 45 lærere, hvoraf 23 er tibetanske.
Engelsk er en vigtig kompetence i Kina
Der findes mange Senior Middle skoler i Kina, men HNTS har noget særligt at tilbyde: Siden 2004 har skolen tilbudt et særligt 3-årigt træningsprogram i engelsk (English Training Program ETP) for 30 tibetanere på hvert hold.
ETP er tilrettelagt med 10 til 15 undervisningstimer om ugen, og har vist sig at være meget effektivt. Tibetanerne afslutter det 3-årige forløb med et flydende engelsk, hvilket er til stor gavn for de unge: Kompetencen øger både deres muligheder betragteligt for at blive optaget på videregående uddannelser og for at få arbejde, f.eks. som engelsklærer i de mindre klasser. Desuden giver det dem mulighed for at tale med turister og læse engelsksprogede hjemmesider på nettet. Mange af de unge benytter også chancen til at lære fra sig i deres ferier: de arrangerer engelskundervisning hjemme i deres landsbyer, hvilket hjælper de små samfund.
Tre klasser har afsluttet det tre-årige forløb og erfaring har været, at disse studerende generelt klarer sig markant bedre end de almindelige studerende ved den afsluttende eksamen. Deres øgede engelskkundskaber giver dem gode muligheder til at komme videre!
Hvilke unge bliver tilbudt ETP?
De studerende, som optages på ETP, bliver udvalgt baseret på en optagelsesprøve – og det er meget attraktivt at blive optaget. Programkoordinator, Charlotte Pedersen, opsøger hvert år mange skoler i området, også skoler i de mere isolerede områder, for at opfordre de dygtigste elever til at søge ind på skolen – og på ETP.
Hvilket forhold har bestyrelsen til skolen og ETP
Bestyrelsesmedlem, Ellen Bangsbo, har kendt programkoordinator Charlotte Pedersen og skolen siden 2005. Charlotte har arbejdet for skolen siden 2002 og gør en meget stor indsats for at hjælpe tibetanerne – både med ETP og med at skaffe financial støtte til andre projekter som f.eks. opførelse af nye vandtanke og restaurering af tempel. Bestyrelsen har løbende kontakt med Charlotte.
Hvordan ydes der økonomisk støtte til ETP?
Udgiften for både den almindelige undervisning og ETP er omkring 700 kinesiske yuan (ca. 600 kr) om året. Dette beløb dækker ophold på skolen, enkelte måltider, undervisning og enkelte grundbøger. Dertil kommer udgiften til ekstra bøger, eksamensafgifter, mad og transport. Samlet set er den årlige udgift på ca. 1000 yuan (ca. 860 kr) .
Udgiften til de tre første klasser af ETP blev sponsoreret af Misereor (Tyskland) og The Bridge Fund (USA). På nuværende tidspunkt er der to ETP klasser i gang, men udgifterne bliver ikke dækket af de to ovenstående organisationer – den betales af familierne selv.
I september 2009 forventes det at en gruppe på 20 studerende fra fattige familier kan påbegynde en tre-årig uddannelse på skolen – inklusiv ETP. Programkoordinator ønsker at tilvejebringe økonomisk hjælp til disse 20 unge tibetanere, så deres uddannelse kan sikre. Det vil DSTK gerne hjælpe til med. Bestyrelsen har besluttet at indsamle e beløb svarende til ét år uddannelse, 20.000 kinesiske yuan svarende til ca. 17.000 kr.
Hvis du ønsker at støtte unge tibetanere i Kina til en bedre uddannelse, skal du blot skrive ETP på din indbetaling.
Læs her om 15 tibetanske unge, som har fået støtte til uddannelse i 2009/2010.
tilbage til top
Støt Tibet Times
Tibet Times er den største, tibetansk-sproget avis blandt eksiltibetanere. Avisen udgives i Dharamsala, Indien, og er en meget informativ og seriøs avis, som bl.a. har til formål at støtte udviklingen af demokrati i det tibetanske eksilsamfund. Avisen er uafhængig af den tibetanske eksilregering og bringer også kritiske artikler foruden nyheder mm. Den er produceret af en flok meget engagerede medarbejdere og udkommer hver tiende dag
Dansk Selskab for Tibetansk Kultur har igennem mange år støttet Tibet Times ved at betale løn til en nyheds-rapporter. Hans årsløn er ca. 10.000 kr. om året.
Udpluk fra Tibet Times’ hjemmeside:
Tibet Times grundlæggende formål er:
1. At fremme den demokratiske proces, som er i udvikling indenfor det tibetanske eksilsamfund.
2. At indsamle og udbrede information om aktiviteterne for Hans Højhed Dalai Lama, Den Central-Tibetanske Administration (CTA) og det tibetanske folk - både i og udenfor det kinesisk styrede Tibet.
3. At formidle information og kendskabet til Tibets kulturelle arv til det tibetanske folk - såvel som den politiske, sociale og regionale udvikling - i relation til Tibet og dets befolkning.
4. At formidle en selvforståelse om tibetansk kultur blandt tibetanere i den tibetanske region i Kina samt i eksilsamfundet .
5. At tilsigte åbenhed, eksilregeringen og det tibetanske folk imellem.
Læs mere om avisen på www.tibettimes.net
Hvis du ønsker at yde et bidrag til denne avis, skal du blot skrive Tibet Times ved indbetaling. Bidraget vil i første omgang dække nyhedsraporterens løn og hvis vi modtager mere end 10.000 kr. vil beløbet støtte avisens almindelige drift.
tilbage til top
Støt Children of Shambala-fattige bør½
Ani Choying er en meget socialt engageret nonne, som derudover kan synge som en engel! Ani Choying synger en helt speciel religiøs sang kaldet ’chö’ og hun rejser verden rundt for at afholde velgørenhedskoncerter. I 2005 besøgte hun Danmark. Pengene går til hendes kloster i Nepal, Arya Tara School, som blev grundlagt i 2000. Det særlige ved dette kloster er, at nonnerne ikke kun modtager religiøs undervisning, men også undervises i engelsk, matematik og andre almindelige skolefag, så de efter endt uddannelse har langt bedre mulighed for at klare sig i samfundet. Mange af nonnerne kommer fra afsidesliggende landsbyer, hvor traditioner og socialøkonomiske forhold gør, at de sjældent har mulighed for at uddanne og udvikle sig, og ofte er nødt til at arbejde meget hårdt.
Hvis du ønsker at yde et bidrag til Ani Choyings klosterskole, skal du blot skrive Ani Choying på din indbetaling
Støt Children of Shambala – fattige tibetanske børn fra nomadefamilier
-
Children of Shambala (CoS) er en norsk NGO, som arbejder med uddannelses- og sundhedsprojekter i det tidligere Amdo, beliggende i Qinghai provinsen nordøst for Tibets Autonome Region (TAR). CoS har de sidste to år arbejdet hovedsagelig i Zeku kommune, som ligger 250 km syd for provinshovedstaden Xining. Zeku er hovedsagelig befolket af Amdo-tibetanske nomader, som i århundreder har levet af deres dyr, yakokser og får. Zeku ligger mellem 3.500 og 4.500 meter over havet, og udgør en lille del af det område, der kaldes ’Det Tibetanske Plateau’. Zeku har ca. 60.000 indbyggere, hvoraf mindst 15.000 er børn under 18 år.
Nomadelivet
Nomadelivet på det tibetanske plateau er en livsform i forandring, dels pga. myndighedernes tvangsforflyttelser af nomaderne, men også pga. den moderne udvikling i det hele taget, og det er derfor tvingende nødvendigt, at nomadernes børn kommer i skole. De fleste børn går i skole, men CoS’s undersøgelser tyder på, at op mod 20-30 % af børnene holdes hjemme som lokal arbejdskraft, og deraf er 80 % piger. Yderligere er der omkring 800 ’forældreløse’ børn, som har mistet eller er blevet forladt af en eller begge af deres forældre. Det kan enten være en far, der er stukket af, eller barnet kan for eksempel være et resultat af ’et natligt besøg’. Ofte er disse børn ’kastebold’ mellem bedsteforældre, alternativt et kloster eller børnehjem – eller nogle ender på gaden. Disse børn er meget sårbare og lever på fattigdommens kant.
Børnehjem Uden Vægge
Children of Shambala’s projekt ’Børnehjem Uden Vægge’ er et reelt forsøg på at trække disse børn ind på tryg grund og hjælpe dem med at forblive i skolen samt en eventuel efterfølgende uddannelse. Projektet dækker kun de børn, der går i skole. I projektet gives der yderst sjældent kontant støtte, men man hjælper i stedet med mad, tøj, transport til skole / uddannelsessted. Fire gange årligt besøges barn, familie, skole og landsby af en socialarbejder, trænet af Children of Shambala, som rådgiver og støtter familien i at sende barnet i skole, og også motiverer barnet til at blive i skolen. Projektet ’Børnehjem Uden Vægge’ finder sted i Huangnan præfektur i Qinghai provinsen.
Støtte til Children of Shambala
Bestyrelsen har besluttet at støtte Børnhjem Uden Vægge med 30.000 kr. i 2010. Vi har allerede fået nogle bidrag til projektet, men vi mangler stadig sponsorer, og vi modtager meget gerne bidrag fra medlemmer eller andre interesserede, som kan dække denne udgift.
- Hvis du ønsker at støtte projektet ’Børnehjem Uden Vægge’, skal du skrive Children of Shambala på din indbetaling.
Læse BUV-posten 1-3 og BUV-posten 1-6
Læs mere om Children of Shambala på: www.childrenofshambala.org
.
tilbage til top
Støt nonner på Dongyu Gatsal Ling nonnekloster grundlagt af Tenzin Palmo
Dongyu Gatsal Ling klosteret blev grundlagt i 2001 af den engelske nonne, Tenzin Palmo, som tidligere har tilbragt 12 år i en hule i Himalaya, hvor hun praktiserede intensiv meditation. Klosteret er meget smukt beliggende ved den lille tibetanske bosættelse Tashi Jong i Nordindien. I 2003 flyttede 25 unge nonner i alderen fra 18-25 år ind i de første bygninger, og i dag bor der i alt 45 nonner på klosteret. Når alle bygninger er opført, vil der være plads til 100 nonner. Nonnerne kommer fra Himalaya området: Bhutan, Kinnaur,, Zanskar, Ladakh, Spiti og Tibet. Det første år på klosteret undervises der intensivt i det tibetanske sprog, da langt fra alle nonnerne kan sproget. Men kendskab til tibetansk er nødvendigt for at læse de buddhistiske skrifter. Senere følger undervisning i bl.a. buddhistisk filosofi samt ritualer. Derudover skal nonnerne leve i stilhed (retræte) to måneder om året. Nonner praktiserer også yoga og deles om alle de praktiske opgaver i klosteret. Hverdagen er en evig kamp for at få pengene til at slå til. Der mangler bl.a. penge til de sidste bygninger og møbler samt de daglige fornødenheder, så som tøj, medicin og undervisningsmaterialer.
Dansk Selskab for Tibetansk Kultur har igennem flere år støttet dette kloster gennem gavebidrag, og pengene går til dækning af nonnernes leveomkostninger. Hvis du ønsker at støtte Dongyu Gatsal Ling klosteret, skal du skrive Tenzin Palmo på din indbetaling.
På hjemmesiden www.tenzinpalmo.com kan man læse mere om klosteret.
tilbage til top
|